Konstruktørens bemærkninger

JeppesenDen succesrige danske konstruktør Niels Jeppesen, der startede X-Yachts i Haderslev, har konstrueret båden som et af sine første projekter. Han udtaler:

“Banner 30 blev skabt ud fra egne erfaringer ombord på en Farr 727 – og min beundring for Ron Hollands Manzanita – blot er Banner 30 holdt slankere, idet den ikke skulle passe ind under nogen måleregel.

Jeg forsøgte at skabe en båd, som på en gang ville være andre både overlegen i fartpotentiale og med tilstrækkelig rummelighed og indretning således, at “sportsorienterede” sejlerfamilier ville kunne finde glæde herved.

Skulle båden konstrueres i dag, ville den nok få samme rigtype – fraktionsrig med bagstag og løbende udervanter. Dette er naturligt grundet ønsket om få forsejlsskift og små forsejl. Bagstag og løbende undervanter ud fra ønsket om kontrol med forstagsspænding og mastekrumning.

Jeg byggede ikke selv båden, idet jeg kun var 22 år gammel og uden midler. Jeg var glad for at Ib Hauge Nielsen ville sætte den i produktion. I foråret 1978 blev prototypen søsat under navnet Banner 29. Den vandt blandt andet Lillebælt-Cup foran bl.a. Wasa 55.

Banner 30’s styrke ligger i de gode sejlegenskaber – en videreudvikling af grundideerne for Banner 30 er egentlig X-99, som i dag er produceret i mere end 550 eksemplarer. Den største problem er nok den noget svingende kvalitet, som værftet og selvbyggerideen muliggjorde.

sejl_mk1Alt i alt er Banner 30 en dejlig konstruktion, som for mig frembringer erindringer om en spændende tid – konstruktionen er enkel og den absolut første i den generation af moderne lettere både, som siden dukkede op i Europa.”
Indlæg pr april 2008:
30 års jubilæum:Det snart 30 år siden at Niels Jeppesen debuterede som båd konstruktør med prototypen til Banner 30. Dengang blev den kaldt Banner 29. Herunder er en kommentar fra mesteren selv.

Ja det er snart lidt lang tid siden.
Lidt historie:
Jeg voksede jo op i Stubbekøbing og gik i skole med Bjørn Olsens søn, Søren Olsen. Derfor kom jeg tidligt ind i bådebygger miljøet. Og Bjørn lærte mig at tegne.
Jeg prøvede på at blive uddannet skibsingeniør i Helsingør – på skibsteknikum. Men efter et halvt år droppede jeg ud – det var ikke mig – uddannelsen var ikke fokuseret på at tegne sejlbåde, som var min lidenskab.Så forsøgte jeg at komme på seminarium i Vordingborg, blev afvist p.g.a. for dårlig studentereksamen.
I mellemtiden tog jeg så enkeltfags HF i nogle af de fag, hvor jeg havde gjort det ekstra dårligt og jeg syede sejl hos Hamlet Sejl i Helsingør m. m.
I 1977 kom jeg så ind på Haderslev Statsseminarium, der hvor man kom ind med det laveste gennemsnit. Og der tog jeg ned på havnen, besøgte Ib Hauge Nielsen, som viste mig tegninger fra Ib Pors Nielsen, en dansk luftkaptajn, som havde begået et par små både, Maran 25, og en 1/4 Tonner. Begge både havde været meget lette og rundspantede, og havde dermed manglet stabilitet, iflg. mine oplysninger….
Jeg havde sejlet en del på en Bruce Farr 1/4 Ton fra Stubbekøbing, Naus, og havde stort set vundet alt hvad vi havde stillet op i, inkl. Møn Rundt i 1977 (fra Sundet med 350 både)…
Så da jeg spurgte Ib, om han havde lyst til at se et forslag fra mig, sagde han ja.. det var dagen før jeg tog på juleferie i 1977. Den følgende nat tegnede jeg forslaget til Banner 29… Ib sagde, OK, du kan tegne den…..Som sagt så gjort..
Ib Hauge Nielsen havde så travlt i produktionen, at der ikke var plads til at bygge prototypen der. En af hans ansatte, Birger Hansen, havde en lade, hvor den så blev bygget.
Min bror, som var i lære som bådebygger i Hvide Sande, kom og hjalp med at bygge prototypen til Banner 30 (Banner 29) hver weekend, hvor jeg også selv deltog. Og Birger arbejde jo hele ugen…..Banner 29 søsattes i foråret 78, og første kapsejlads var “Lillebælt Cup” i Assens. Der deltog bl a Peter Reedtz i en Wasa 55. Peter var importør af Wasa bådene, og havde hjemme i Vejle. Hans ambition var at slå den lokale helt på distance kapsejladserne, nemlig Sten Kjølhede i hans Ylva.Besætningen var Lars, min kæreste Mette, en god ven Lars Eriksen hjemme fra Stubbekøbing og mig selv. Vinden var let under hele stævnet (3 sejladser) og vi var LANGT hurtigere end Wasa 55’eren i hver sejlads…Det imponerede Peter, som bestilte Ravage 36 af mig.
Den byggede Lars, Birger og mig i Birgers lade i efteråret 78, og Ravagen vandt Sjælland Rundt året efter – på stor bane, og vi, som i foråret havde bygget X-79, vandt lille bane.. Vi vandt vist også Fyn Rundt – ligesom vi vandt Møn Rundt overalt.
Banneren var den første båd jeg fik bygget – og repræsenterede de ideer jeg havde haft omkring hvordan en båd skulle se ud. Den var inspireret af de lette jollelignede Farr både, Paul Witing etc…som huserede Ton klasserne.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


*