Klubside

  Knapvedtaegt.GIF (2017 bytes)


Bestyrelsen 2009/2010 er sammensat således:

Formand: Arne Kristensen, Skovvej 5, Vordingborg
tlf: +45 55373464.

Næstformand: Henrik Bo Christoffersen, DEN54, tlf 29690535
Sekretær: Per Løfstrøm, DEN 22, Låsbyvej 25, 2610 Rødovre,
tlf: +45 36703268

Kasserer: Henrik Bohn Skafte, DEN 55, Thorsvej 36, 3300 Frederiksværk,
tlf: +45 47772403 eller mobil +45 40889936

Bestyrelsesmedlem: Bjarne Andersen, DEN85, Lyøvænget, 5500 Middelfart, tlf: +45 64413040

 

Bestyrelsen 09/10  set  fra venstre:  Per, Arne (FMD), Bjarne, Henrik S og Henrik C

.
Klubbens idé/historie:

Banner 30 klubben er en af standardklasseklubberne under Dansk Sejlunion. Som standardklasseklub er formålet blandt andet, at varetage og opretholde den fornødne organisation. Klubben udarbejder og vedligeholder klasseregler, så ensartede både kan få mulighed for at sejle standardløb, når mindst fem både af slagsen er tilmeldt en kapsejlads.

Hvis du er ejer af en Banner 30, har du muligvis allerede et målebrev. Har båden skiftet ejer skal målebrevet fornyes (i dit navn) gennem Dansk Sejlunion. Hvis der endnu ikke er udstedt et målebrev, skal båden og sejlene måles af din lokale klubs måler. Banner 30 skroget er allerede standardmålt (og vejet). Måleren behøver derfor kun kontrollere bådens flydemål på vandet. Sejlene skal mærkes, og måleren indsender måleskemaet til Dansk Sejlunion, der fremsender et DH-målebrev.

Sejl- og mastemål må ikke overstige de i klassereglerne angivne maksimummål, hvis båden skal måles som en standard "Banner 30". Er blot et af sejlene eller mastemålene større, vil der selvfølgelig stadig kunne udstedes et DH-målebrev, men båden vil blive betegnet "Banner 30 Special", og vil ikke kunne deltage i standardløb, kun i almindelige handicapløb.
 

 
Kontingentsatser:

Årlig kontingent: 150 kr. Ingen indmeldelsesgebyrer. Kan indbetales på udstedt giro-kort, eller ved overførsel til konto:  6845 - 0000229080. Husk at oplyse sejlnummer og/eller betalingsmeddelelse.
Ved udlandsoverførsel: EBAN-nummer: DK4868450000229080; SWIFT-nummer: SYBKDK22

Henvendelse til kasséren.
 

Retur til top 

 
 

Hvad laver bestyrelsen i øjeblikket:

MAR 10 Årsplanlægning Kontingent er indbetalt af mange. Rykker udsendt. Bestyrelsen er ved at finde i arbejdstøjet. Stævne i Hejlsminde under udarbejdelse.
SEP 09 Generalforsamling Forberedelse af materialer til årets generalforsamling, som planlægges afholdt den 15 november i  Nyborg.
AUG 09 Stævne i Gilleleje Gennemførelse af Klassemesterskab og Banner-30 cup.
MAJ 09 klassemesterskab/
Banner-30 CUP
Indbydelse til Klassemesterskab/Banner-30 cup klargøres og udsendes, nu hvor sponsorer mv er klar
MAJ 09 30 års fødsels-
dagsarrangement
Indbydelse af Niels Jeppesen, og Ib Hauge Nielsen til arrangementet i Haderslev 4-5 juli. X-yachts har bekræftet besøg på værftet den 4/7-09. Det tyder på en hel del til-kørende gæster fra østkredsen.
MAJ 09 Klubstander Stander udsendt til betalende medlemmer.
FEB 09 Klassemesterskab/
Ban-30 Cup
Planlægning af klassemesterskabet/Banner-30 Cup i Gilleleje 15. og 16 august.
Skrivelse til medlemmer mv. under klargøring. Klik her for at se detaljer.
JAN 09 Årets arrangementer Planlægningen af 30 års jubilæumsarrangement er under planlægning - (I nærheden af Haderslev før sommerferien?, og klassemesterskab 15/16 august i Gilleleje)
NOV 08 Generalforsamling Alle forslag som var fremlagt på GF blev vedtaget. Referat udfærdiges og udsendes sammen med vimpel primo 09.
OKT 08 Indkaldelse udsendt 20 OKT Elektronisk udsendelse til alle medlemmer med kendt mailadresse, og pr brev til ikke kendte. Bestyrelsens forslag vedlagt - (vedtægtsændringer)
OKT 08 Indkaldelse til GF Indbydelse under forberedelse. Generalforsamlingen bliver afholdt i Nyborg den 16 november 2008
MAJ 08 Indbydelse  udsendt Indbydelse til klassemesterskab udsendt til alle medlemmer. Elektronisk post til de fleste, men 12 medlemmer mangler at opgive e-mailadresse.
APR 08 Mesterskabsstævne
fastlagt
Bestyrelsen har fastlagt årets klassemesterskabsstævne som et arrangement for både klassede og ikke klassede Banner-30. Stævnet afholdes i Kerteminde i perioden 5. -6. juli 2008.
FEB 08 Referat udsendes GF-referatet samt informationsskrivelse udsendes til medlemmer. Giro-indbetalingskort tilsendes sammen med referatet. I 2008 udsendes standere til medlemmer på anfordring. Medlemmerne opfordres til at ytre ønsker i.f.m. det årlige klassemesterskabsstævne. Forum har et nyt afsnit hvor medlemmerne ytrer sig herom.
NOV 07 Forum - interesse Stor interesse for at se på Forum hvordan medlemmerne forholder sig til de vitale spørgsmål der er rejst.
OKT 07 GF indkaldelse/
dagsorden udsendt
GF afholdes på adressen Ærenprisvej 13, 5000 Odense C, den 10. november klokken 12.00
Dagsorden jvf lovene, og med følgende yderligere forslag:
 - Ændring af formålsparagraffer, så ikke 'klassede' Banner-30 omfattes yderligere.
 - Ændring af regnskabsåret (fremskyndes til 30/10)
 - Ændring af indkaldelser, så e-mail kan anvendes.
 - Ændring af indmeldingstermin.
SEP 07 Generalforsamling under forberedelse Forberedelse til den årlige GF foregår. Dato er fastsat til 10 november, og den afholdes på Fyn.
SEP 07 Klassemesterskab afviklet I rammerne af Lynetten Sejlklub blev klassemesterskabet afviklet. Tre klassede både og en special-båd var alt det kunne blive til. Godt for klubben, at mesterskabssejlads trods alt blev gennemført igen, om end vi havde håbet på større tilslutning. Lynetten leverede et godt grundlag til at afgøre mesterskabet under - vi er dem stor tak skyldige!.
AUG 07 Skrivelse angående Kl-mesterskab Indbydelse udsendt pr mail (og enkelte pr brev. - oplys din mailadresse hvis du er én af brev-
modtagerne! Bådejere, der ikke er medlem, men som har gyldigt målebrev (ja, de findes!) er
yderligere tilskrevet.
JUN 07 Klassemesterskab Bestyrelsesmøde afgjorde, at klubben vil sætte alle sejl til for at tiltrække både til klassemes-
terskabet 8/9 september. Deltagergebyr for samtlige deltagende klubmedlemmer betales af
klubben. Skrivelse til medlemmerne angående klubmesterskabet forberedes.
APR 07 Skrivelse udsendt Medlemmer har fået tilsendt stander & klubpapirer, Ikke medlemmer er blevet opfordret til at tegne medlemskab. Velkommen til de dermed nytilkomne!
APR 07 Klassemesterskab Aftalerne er ved at være i hus. Klassemesterskab ser absolut ud til at skulle gennemføres i.f.m. Amager Cup den 8 og 9 september. Det tegner rigtigt godt!.
FEB 07 Forme til støbning af båden Firmaet MB-boats i Haderslev har ladet klubben vide, at formene står til salg. Bestyrelsen undersøger muligheder.
JAN 07 Referat fra generalforsamling Referatet er ved at være færdigskrevet, og det udsendes med posten til medlemmerne snarest.
NOV 06 Generalforsamling Generalforsamling afholdt i Nyborg. God stemning, nye sejlmål, Klassestævne 2007
planlægges gennemført på Øresund. Detaljeret referat udsendes til medlemmer primo 07.
OKT 06 Generalforsamling Indkaldelser til generalforsamling - 19 November klokken 12:00 i Nyborg udsendt.
SEP 06 Generalforsamling Indkaldelse til generalforsamling er under forberedelse. Nyborg Sejlklub låner os igen klublo-
kalet til afholdelse af generalforsamling søndag den 19 november klokken 13. Igen i år vil det
blive forsøgt at skabe samkørsel fra øst- og vest.
SEP 06 DH ændringer Dansk Sejlunion barsler med nye beregninger af DH. Klubben har medvirket til fastsættelse
af målene. Genuaens halvbreddemål; 222, og Spilerens halvbreddemål 738. Ingen asymetrisk
spiler til klassesejlads. Med disse mål - som skal måles for alle sejl der indmåles til DH 2007
(fremadrettet) mener vi at langt den overvejende del af de nuværende sejl vil kunne genanvendes lige som nye sejl formodentligt vil få nogenlunde samme størrelse.
AUG 06 Klassemesterskab aflysning Nyborg Sejlforening havde inviteret til klassemesterskab for Banner-30 klubben, såvel som
for impala 27- og Balladklassen. Stævnet blev aflyst, da det viste sig at udelukkende fire Im-
palaer havde tilmeldt sig. Vi er Nyborgklubben stor tak skyldige for deres anstrengelser, og
hvor er det ærgeligt, at de stolte traditioner med et klassemesterskab ikke har kunnet gennemføres i år. Nu melder spørgsmålet sig - hvad skal vi så gøre?. Er der noget galt med konceptet?.
Har der været noget galt med informationen?, er det de geografiske hensyn der har været os
imod, eller hvad?. Anders Heine Hansen (DEN 68) har som det eneste medlem henvendt sig
med idéer til udvikling. Vi må se hvad vi kan enes om at gøre, og I er hermed alle opfordret til
at give jeres mening til kende.
JUL 06 DH-ændringer Dansk Sejlunion har bedt om støtte til ny angivelse af forsejlsmål (JHW, SMG og SMGA).
Hvis nogen skulle have lyst til at hjælpe, så vil dette være meget velkomment. Kontakt i givet
fald Henrik Skafte.
MAJ 06 Fyn Cup Konstaterer at deltagerskaren på Fyn Cup igen er for opadgående. Tre Banner-30 tilmeldte:
DEN 13, DEN 61 og DEN 72 (Spc). De deltog i to forskellige løb.
APR 06 REF generalforsamling udsendt Referat udsendt sammen med Klubnyt I/2006
APR 06 Klassemesterskab Indbydelse udsendt til medlemmerne.
MAR 06 Bundmalingstilbud Se Handelssiden, hvor bundmalinger fra Hempel og Nordkemi kan bestilles til gode priser.
MAR 06 Formanden sælger sin Banner Bestyrelsen er lidt rystet, idet den 'nyvalgte' formand har trukket sig, idet han har valgt at sælge sin båd. Bestyrelsen overvejer hvordan arbejdet skal fordeles.
FEB 06 Klassemesterskab i Nyborg 2006 Nyborg 26/27 august ligger nu fast. Ballad- og Impalaklubben ser ud til at være med i stævnet.
JAN 06 Klassemesterskab i Nyborg 2006 Nyborg Sejlklub har accepteret at være vært ved Klassemesterskabet i weekenden 26 og 27 august. Bestyrelsen arbejder på at finde andre interesserede klasseorganisationer for at gøre stævnet godt, levende og økonomisk attraktivt for klubben i Nyborg.
NOV/DEC Hvor skal klassemesterskab 2006 afholdes Klubben arbejder på at finde en egnet sejlklub, hvor vi i begyndelsen/midten af august måned kan afholde vort klassemesterskab. Vi ønsker at finde et rimeligt centralt beliggende sted, hvor vi - eventuelt sammen med andre klasser - kan afholde et stævne. Vi har henvendt os til en del sejlklubber, og klasseorganisationer. Indtil nu ikke med det helt store held.
2005 E-mail oversigt over medlemmer. Det ville være en fordel, hvis vi kunne henvende os til bådejerne uden  den store udgift til porto. Derfor opfordres alle ejere til at meddele e-mailadresse til formanden.

Retur til top 


LOVE FOR BANNER 30 KLUBBEN.


 

1.       NAVN OG ADRESSE.
1.1.   Foreningens navn er: BANNER 30 Klubben.
1.2.   Foreningens adresse er:  Formandens.
 

2.     FORENINGS FORMÅL OG MÅLSÆTNING.
2.1.  Foreningen skal, som specialklub under Dansk Sejlunion, virke som klasseorganisation for BANNER-30, og som sådan arbejde på:

at bevare BANNER 30 som en ensartet kapsejlads og familiestandardklasse gennem kontrol af klassereglerne,

at sikre det bedst mulige sammenhold blandt BANNER 30 SEJLERE gennem disses medlemskab,

at organisere fælles (kap)sejladser til fremme af foreningens og medlemmernes trivsel,

at være samlingssted for Banner 30 både, uanset klassestatus.
 

2.2.   For at opfylde målsætningen skal foreningen etablere det bedst mulige samarbejde med bådens producent, med Dansk Sejlunion og med de lokale sejlklubber. 

3.       MEDLEMSKAB.
3.1.   Enhver BANNER 30 ejer kan optages som aktivt medlem, og enhver interesseret kan optages som passivt medlem. 

3.2.   Optagelse på medlemslisten sker når indbetalingen af det til enhver tid gældende indmeldelsesgebyr og kontingent er registreret hos kassereren. 

3.3.   Kontingentet opkræves senest den 1. oktober med sidste rettidige indbetaling pr. efterfølgende 1/1. 

3.3b   Såfremt at en Banner 30 ejer for første gang tilmelder sig til den første i en måned, udregnes kontingentet frem til næste forfaldsdato, som 1/12 af årskontingentet gange det antal måneder, der er til næste forfaldsdato. 

3.4.   Slettelse af medlemslisten finder sted, såfremt kontingentet ikke er betalt senest den 15. februar. 

3.5.   Medlemmer, som overtræder de til enhver tid for Dansk Sejlunion gældende amatør og ordensregler, kan af bestyrelsen midlertidigt udelukkes fra foreningens arrangementer.  Første ordinære generalforsam­ling behandler et udelukkelsesproblem endeligt og tager stilling til evt. eksklusion, hvis bestyrelsen fremsætter motiveret forslag herom. 

3.6.   Udmeldelse skal ske skriftligt. Ved salg af båden opgives navn og adresse på den nye ejer til formanden.  Kontingentrefusion kan ikke finde sted. 

4.       REGNSKABSÅRET.
4.1.   Regnskabsåret er fra 1/110 til 310/109. 

5.       GENERALFORSAMLINGEN.
5.1.   Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. 

5.2.   Ordinær generalforsamling afholdes hvert år medio november.

5.3.   Ekstraordinær generalforsamling indkaldes efter bestyrelsens skøn og skal indkaldes, når mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlem­mer skriftligt til bestyrelsen har fremsat krav herom, med redegørelse for de forslag, som kræves behandlet. 

5.4.   Enhver generalforsamling skal indkaldelse skriftligt eller pr. e-mail med mindst 3 ugers varsel, og en ekstraordinær generalforsamling, der er krævet af mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer, afholdes senest 1 måned efter fremsættelsen af kravet. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden og bilægges de forslag fra bestyrelsen, som ønskes behandlet.  Øvrige forslag, som ønskes behandlet under en generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

5.5.   Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter: 

              1.  Valg af dirigent.
              2.  Konstatering af generalforsamlingens lovlighed.
              3.  Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
              4.  Fremlæggelse af det reviderede regnskab.
              5.  Indkomne forslag.
              6.  Bestyrelsens planer for det kommende år.
              7.  Budget.
              8.  Fastsættelse af kontingent og indmeldelsesgebyr.
              9.  Valg i henhold til lovenes punkt 8.1.
              10. Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant.
              11. Eventuelt.

6.       STEMMERET.
6.1.   Aktivt medlemskab giver ret til 1 stemme på generalforsamlingen. 

6.2.   Stemmeretten udøves ved personligt fremmøde eller ved fuldmagt. 

6.3.   Relevant kontingentkvittering kan kræves forevist som gyldig legitimation ved generalforsamlingen. 

7.       BESLUTNINGSTAGEN.
7.1.   På generalforsamlingen afgøres alle spørgsmål, også lovændringer,­ men ikke foreningens ophør, ved et simpelt stemmeflertal blandt de afgivne stemmer. Ved stemmelighed betragtes et forslag som bortfaldet. 

8.     BESTYRELSEN.
8.1.   Bestyrelsen og dens formand vælges for to år, således at formand og kasserer vælges på lige årstal, næstformand og sekretær på ulige årstal. Øvrige bestyrelsesmedlemmer følger blot deres valgperiode uanset årstal. I tilfælde hvor et bestyrelsesmedlem afgår i utide, overtager suppleanten ikke alene funktionen men også den afgåendes valgperiode. Genvalg kan finde sted. 

8.2.   Sekretæren udfærdiger referater af generalforsamlingen, og af bestyrelsens møder. I øvrigt fastlægger bestyrelsen selv sin forretningsorden. 

8.3.   Bestyrelsen kan nedsætte arbejdsudvalg og udpege repræsentanter til at varetage samarbejdet med andre organisationer. Udvalgsmedlemmer og repræsentanter udvælges fortrinsvis blandt foreningens medlemmer. 

9.      PRÆMIEREGULATIV.
9.1.   Vandrepræmier. Vandrepræmier for Klassemesterskab, Sjælland Rundt og Fyn Rundt gældende for klassebåde kan vindes af Banner 30'ere med klassebetegnelsen "Klassebåd  Int./Nat." uanset om de har motor eller ej. Vinderen afgøres efter det til enhver tid gældende handicapmål i den pågældende sejlads.

 

10.      OPHØR.
10.1. Foreningen kan opløses på en i dette øjemed indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Til vedtagelse af opløsning kræves mindst 3/4 af de afgivne stemmer. 

10.2. I tilfælde af opløsning tilfalder en evt. formue ungdomsarbejdet i Dansk Sejlunion.

Denne udgave af BANNER 30 klubbens love er udarbejdet efter vedtagelse af ændringer på generalforsamlingen den 27. november 1990, nov. 2008

 

 

Retur til top


Konstruktørens bemærkninger:
N. Jeppesen, den berømte konstruktør.

Den succesrige danske konstruktør Niels Jeppesen, der i dag er ejer af X-Yachts i Haderslev, har konstrueret båden som et af sine første projekter. Han udtaler:

"Banner 30 blev skabt ud fra egne erfaringer ombord på en Farr 727 - og min beundring for Ron Hollands Manzanita - blot er Banner 30 holdt slankere, idet den ikke skulle passe ind under nogen måleregel.

Jeg forsøgte at skabe en båd, som på en gang ville være andre både overlegen i fartpotentiale og med tilstrækkelig rummelighed og indretning således, at "sportsorienterede" sejlerfamilier ville kunne finde glæde herved.

Skulle båden konstrueres i dag, ville den nok få samme rigtype - fraktionsrig med bagstag og løbende udervanter. Dette er naturligt grundet ønsket om få forsejlsskift og små forsejl. Bagstag og løbende undervanter ud fra ønsket om kontrol med forstagsspænding og mastekrumning.

Jeg byggede ikke selv båden, idet jeg kun var 22 år gammel og uden midler. Jeg var glad for at Ib Hauge Nielsen ville sætte den i produktion. I foråret 1978 blev prototypen søsat under navnet Banner 29. Den vandt blandt andet Lillebælt-Cup foran bl.a. Wasa 55.

Banner30's styrke ligger i de gode sejlegenskaber - en videreudvikling af grundideerne for Banner 30 er egentlig X-99, som i dag er produceret i mere end 550 eksemplarer. Den største problem er nok den noget svingende kvalitet, som værftet og selvbyggerideen muliggjorde.

Alt i alt er Banner 30 en dejlig konstruktion, som for mig frembringer erindringer om en spændende tid - konstruktionen er enkel og den absolut første i den generation af moderne lettere både, som siden dukkede op i Europa."

 

Retur til top

Bådebyggerens bemærkninger:
Ib Hauge Nielsen, IN Fiberbåde, Haderslev oplyser;

Bådene er bygget på mit værft i perioden 1979 og frem til til 1988. Der er i alt bygget cirka 100 både.

De første cirka 30 både er fremstillet med kølsvin og blykøl. Blyprisernes himmelflugt (firedobling på blot et år) nødvendiggjorde imidlertid omstilling til anvendelse af jernkøl. De resterende både er derfor konstrueret med en særdeles stærk flad bundkonstruktion hvorpå jernkølen er påboltet.

Båden er solgt med tilnavne som "Racer", "Cruiser" eller "R/C". I virkeligheden er stort set alle lavet med ens grundkonstruktion. Der blev ganske vist lavet nogle enkelte både som i materialevalg (bl.a. kevlar) adskilte sig fra standardbåden, men det var ganske få.

I 1986 ændredes overbygningen og apteringen, da Mk.2 versionen blev lanceret. Cockpittet er flyttet agterud og hævet, hvorved der er skabt mulighed for en noget anderledes aptering med et noget større pantry, og anderledes sofaarrangement. Af denne type er bygget cirka 25 både.

Rorkonstruktionen er ændret i produktionstiden. Oprindeligt blev bådene lavet medet ror der var ophængt i 3 lejer - et for oven i cockpittet, et hvor rorstammen går gennem bunden og et sidste for neden på skæget (den langsgående udbygning under den bagerste tredjedel af bunden).
Rorstammen på disse første både er lavet i rustfri stål med en diameter på 25 mm. I forbindelse med alder og sejlads, kan det nederste leje blive slidt. Derved kan belastningen på akslen blive for stor, og roret vil kunne knække af, eventuelt efterladende et hul i bådbunden. Dette er sket i et tilfælde under kapsejladsen 'Sjælland Rundt 97'.
Det er derfor af største vigtighed, at ejere af disse både holder et vågent øje med dette nederste leje, og udskiftning heraf skal bestemt anbefales hvis slør kan konstateres.


Senere er bådene konstruerert med en rorstamme i 35 mm rustfrit stål.
Disse ror er kun ophængt i to bronzelejer. Denne konstruktion er noget stærkere og ved et eventuelt afbrækket ror, vil dette ikke på samme måde kunne afrive noget af bådbunden, med lækage til følge.

Riggen er indledningsvis leveret af firma 'Nordic Mast' i Åbenrå, og senere af 'John Mast' i Greve. Begge fabrikater er med samme masteprofil. Riggen er i øvrigt særdeles velproportioneret - jeg mindes nærmest ikke at have hørt om havari herpå!

Bådens stærke side må absolut siges at være de fortrinlige sejlegenskaber. Den sejler bare rigtigt godt, samtidig med at den er meget sikker og sjov at sejle. Banner 30 følger stadigt fint med moderne bådtyper. Den er samtidig meget stærk - langt bedre end sit rygte. Af svage sider kan vel ikke nævnes andet end den noget 'følsomme' rorkonstruktion, der som ovenfor beskrevet kræver kontrol og eventuel udskiftning af hælrorlejet. Båden er uden egentlige unoder, og der kan ikke siges at være generelle svaghedspunkter

Værftsbygningerne er ikke længere i min varetægt, og jeg har ikke længere firmaet kørende. Jeg har dog stadigt formene, som bådene og overbygningerne er støbt i. Formene opbevares desværre udendørs. De vil i givet fald kunne anvendes igen - bl.a. skal der støbes et nyt dæk i den kommende tid."

Bådebyggeren tilbyder stadig konsulentbistand. Han har kontakter til branchen, hvorfor han stadig-* vil kunne levere reservedele - herunder de føromtalte rorlejer. Bådebygger Ib Hauge Nielsen  kan kontaktes via telefon 74521605.

 

Retur til top
 

brochure1mini.jpg (4615 bytes)  Klik på billedet for at se værftets Mk.1 brochure !

forsi_mk2mini.jpg (5806 bytes)   Klik på billedet for at se værftets Mk.2 brochure!

 

Retur til top    

Klasseregler for Banner 30:
1. Målebrev.

1.1 Enhver Banner 30 skal, for at kunne blive godkendt som standardbåd, være målt til gældende DS handicap regel samt overholde Banner 30 klubbens regler.

1.2 Målingen skal foretages af de respektive klubmålere.

2. Producenterklæring og klassebrev.

2.1 Som garanti for, at alle bådene er bygget i samme form eller identiske forme, der er fremstillet i overensstemmelse med konstruktør Niels Jeppesens konstruktionstegninger dateret d 8. januar 1979.

2.2 På basis af den individuelle producenterklæring kan Banner 30 klubben forsyne det gyldige målebrev med en påtegning om, at den pågældende båd overholder klassereglerne. Et målebrev med en sådan påtegning gælder som klassebevis.

3. Klubbens kontrolarbejde.

3.1 Til at foretage lejlighedsvis kontrol af at klassereglerne overholdes kan Banner 30 klubbens bestyrelse nedsætte en målergruppe.

3.2 Banner 30 klubben kan foranstalte kontrolmålinger, f. eks. på foranledning af klubmålere, kapsejladskomiteer eller på eget initiativ. Målingen betales af Banner 30 klubben, hvis denne har forlangt målingen, og det kontrollerede svarer til det i klassereglerne anførte. I alle andre tilfælde betaler bådejeren selv.

3.3 Kontrol af båd og sejl skal foregå ved afholdelse af klassemesterskaber.

4. Byggematerialer, udformning og vægt.

4.1 Skrog og dæk skal være fremstillet af glasfiberarmeret polyester i delvis sandwichkonstruktion og udformet i overensstemmelse med de originale konstruktionstegninger.

4.2 Kølen skal fremover være af støbejern, udformet og placeret i overensstemmelse med konstruktionstegningerne og køltegningen af 1. november 1980. Eksisterende blykøles vægt skal være 1190 kg +-15 kg. Støbejernskølens vægt skal være 1225 kg +- 10 kg. Ved måletalsberegninger benyttes for såvel blykøl som støbejernskøl en vægt på 1205 kg +- 30 kg.

4.3 Roret er fremstillet af glasfiberarmeret polyester og skal være udformet og placeret som angivet på konstruktionstegningerne.

4.4 Der tolereres ikke andre udformninger af konstruktionen og det er således kun tilladt at ændre på finish og beslag.

4.5 Båden skal være apteret med standardaptering eller en aptering, der vægtmæssigt svarer til standardapteringen. Sejldugskøjer på rørkonstruktioner er således ikke tilladt.

4.6 En Banner 30 i målekondition - jfr. DS's handicap regel (dvs. incl. rig, fald, skøder, et stel sejl, anker med kæde og tov, fendere, fortøjning, batteri m.v.) - skal have en vægt på mindst 2500 kg.

5. Rig.

5.1 Masten skal være anbragt på ruftaget som vist på konstruktionstegningerne. Det maksimale J-mål er 3.220 m. Masteprofillængde: 132 mm til 137 mm. Masteprofilbredde: 93 mm til 98 mm. Mastens vægt skal være mindst 3.3 kg/m. Materialet er aluminium. Mastens målemærker skal være mindst 15 mm brede. Mærke I placeres med overkant 880 mm +20 mm over ruftaget. Mærke II placeres med underkant 10.450 mm over overkant af mærke I (P-målet). Afstanden mellem overkant af mærke I og underkant af forstagets T-terminal må ikke være større end 8.540 mm. Afstanden mellem overkant af mærke I og overkant af spilerfaldsblok må ikke være større end 8.740 mm. Dette er også punktet for topvanternes fastgørelse.

5.2 Salingshornene skal udføres af aluminium. Længden må ikke overstige 840 mm målt mellem mast og topvant. Placeringen (målt til midten af salingshornet) skal være 3.470 mm over overkant af mærke I.

5.3 Bommen skal være af aluminium med permanent hulkehl for storsejlets underlig. Profil og dimensioner er fri. Bommens målemærke skal være mindst 15 mm. bredt. Afstanden mellem målemærkets forkant og mastens bagkant (E-målet) er 3.700 mm, målt med bommen vinkelret på masten.

5.4 Spilerstagens profil, vægt og beslag er fri. Maksimum længde er 3.220 mm - målt som til DS's handicap regel.

5.5 Stående rig omfatter: 2 topvant, 2 undervant, 2 løbende undervant, 1 forstag, 2 bagstag i Ø5 mm rustfri wire samt 1 hækstag med hanefod i Ø4 mm rustfri wire.

5.6 Den løbende rig og skødningen af sejlene er fri indenfor de begrænsninger, der er angivet af IYRU's kapsejladsregler.

6. sejl.

6.1 De maksimale sejlmål fremgår af nedenstående. Der sættes ingen begrænsning i valg af materialer og vægt.

6.2 Storsejlet må ikke strækkes ud over de i regel 5.1 og 5.3 nævnte målemærker. Maksimal flynderbredde målt vinkelret på masten er 0,150 m. Afstanden mellem agterste overkant af flynder og skødebarm (agterliget) må ikke være større end 11,250 m. Bredden af storsejlet målt vinkelret på forliget må inklusive tovværksforlig ikke være større end 2,500 m på halv højde af agterliget (MGM) og 1,500 m på trekvart højde(MGU). Der sættes ingen begrænsning i brug af sejlpinde. Der skal være mindst 2 reb i storsejlet. Placering af reb er i øvrigt fri. Sejlmærket er et rødt banner. Bannerets dimensioner fremgår af den vedlagte målsatte skitse. Sejlmærke, nationalitetsbetegnelse og registreringsnummer udfærdiges af og placeres i henhold til IYRU's regler.

6.3 Genua, krydsfok og stormfok i henhold til nedenstående skema. Det er tilladt med reb i genua og krydsfok. Gennemgående øverste sejlpind i krydsfok er tilladt. Det er tilladt at føre forsejlene i forstagsprofil.

  Retur til top

Maksimummål:

         Forlig     Agterlig  Underlig  LP        ½-bredde

Genoa    9,600 m    9,000 m   5,200 m   4,800m    2,22 m
Krydsfok 9,600 m    8,600 m   3,300 m   3,050 m
Stormfok 6,500 m    2,000m

* Den dobbelte bredde af eventuelt forstagsprofil skal fratrækkes LP målet.

6.4 Spilere i henhold til nedenstående skema. Sejlet skal være symmetrisk om sin lodrette midterlinie. Der må ikke benyttes sejlpinde eller anden form for afstivning. Alle mål tages som anført i DS's handicap regel.

Maksimummål:

      Sidelig    Underlig   Halvbredde

Spiler 9,70 m     6,00 m      7,38m
 

7. Sejlbegrænsning.

7.1 Under kapsejlads i klassen må højst medføres:

1 stk. storsejl,
2 stk. genua,
1 stk. krydsfok,
1 stk. stormfok, eller en ekstra krydsfok med reb,
2 stk. spiler.

8. Sikkerhedsudrustning.

8.1 Foruden den faste udrustning skal følgende befinde sig ombord under enhver kapsejlads i klassen:

1) 1 stk. anker på min 10 kg med mindst 30 m forsvarlig line,
2) 1 stk. rednings- eller svømmevest med fløjte pr. person
3) 3 stk. sikkerhedsliner,
4) 1 stk. redningskrans med automatisk lys,
5) 1 stk. kasteline (15 m flydbar),
6) Typegodkendte lanterner, der er funktionsdygtige i mindst 10 timer,
7) 1 stk. kompas
8) 1 stk. håndlampe,
9) 1 stk. raderreflektor,
10) 1 stk. tågehorn,
11) 1 stk. trykladet pulverslukker på min. 2 kg.,
12) 1 stk. nødhjælpskasse,
13) 1 stk. pøs eller tilstrækkelig lænsepumpe,
14) 1 stk. wiresaks eller nedstryger med klinger,
15) 4 stk. røde faldskærmsblus,
16) 4 stk. røde håndblus,
17) 4 stk. hvide håndblus eller signalpistol.

9. Diverse bestemmelser.

9.1 I forbindelse med afbalancering af båden er det ikke tilladt at benytte trapez, hængestropper, håndtag eller lignende.

9.2 Hydrauliske trimsystemer er ikke tilladt.

9.3 Søgelænder er tilladt.

9.4 Indenbords motorinstallation er tilladt.

10. Bilag til klassereglerne.

1) Tegning over Banner 30 Bly- og støbejernskøl, dateret den 1. november 1980.

2) Tegning over Banner 30 sejlmærke, dateret den 2. maj 1983.

3) Mastetegning over Banner 30, dateret den 29. april 1983.

 
Retur til top 
Klik her for at sende meddelelse til klubben.